Guldsmed Iben Rasmussen

Værksted

Værksted

De grønlandske rubiner

”Det begyndte med, at en gæst med særlig tilknytning til Grønland kom ind i butikken og spurgte, om jeg kunne lave et smykke med en grønlandsk rubin. På det tidspunkt var Greenland Ruby begyndt at udbyde rubiner fra den sydgrønlandske Aappaluttoq-mine. Den første rubin på stedet blev opdaget i en klippeblok af en dansk geolog i 1966, men først 52 år senere blev minen åbnet for salg af rubiner

Rubinerne fra Grønland blev med deres dybe dueblodsfarve fra begyndelsen stærkt efterspurgte på det internationale smykkemarked, og det lykkedes mig at købe en snes af smykkestenene fra Aappaluttoq. Det var en skøn dag, da jeg gik i gang med at udforme det første af en serie smykker med den sjældne rubin.

Blandt dem ringen i 14 kt rødguld med rubinen indfattet i hvidguld.”

Værksted

Det første svendestykke

”Kort tid efter min svendeprøve i november 2004, gav min far mig min første selvstændige opgave. Rektor Finn Kjærsdam ønskede, at Aalborg Universitets rektorkæde blev opdateret. Den blev skabt i 1975, og min far havde to gange opdateret den med ny rektornavne. Nu skulle rondellen med Aalborgs byvåben suppleres med en ny rondel med universitetets logo; de tre bølgede, blå, nordjyske linier. Det blev min første ”officielle” opgave, og den blev afleveret til universitetet 29. august 2005 – dagen efter jeg havde været i København for at modtage bronzemedaljen fra Guldsmedefagets Fællesråd.

Opgaven blev løst med en rondel i Sterlingsølv og med universitetets logo lagt på i et relief af 14 kt guld. Det var en spændende opgave og naturligvis et skulderklap fra min læremester, at han overlod den til mig som nyudlært svend.”

Værksted

Miniskulpturer som smykke

”Hvert smykke er forskelligt; har sin egen historie og sit eget udtryk. Men jeg har mit eget – synes jeg selv – personlige formsprog. Især er jeg glad for at arbejde med unika-ringene som miniskulpturer i geometriske former, der udstråler den typisk skandinaviske tradition for enkelhed, renhed og lethed.

Ringen her kombinerer ovalen med cirklen i 14 kt guld med en brillantslebet diamant.

I mit arbejde er jeg på det nærmeste værktøjsfreak. De fleste ting er bearbejdet i hånden. Derfor er jeg også hele tiden på jagt efter guldsmedeværktøj med funktioner, der følger fagets ældgamle traditioner.
Derfor er det også en stor dag, når jeg f.eks. forærer mig selv en ny Prenz hammer.”

Værksted

Opal med familiehistorie

”Der findes opaler i alle verdensdele, men den farvestrålende australske ”boulder-opal” er noget helt særligt. Den findes i store jernstensblokke under jorden, hvor selve opalen ligger som tynde årer i revner og spring i bjergarten. I dette halssmykke er opalens oprindelige form slebet, så farverne fremhæves i den bølgende overflade. Indfatningen er 14 kt guld, og overgangen til guld-slangekæden er fremhævet af en diamant.

Den opal har sin helt egen familiehistorie. Efter studentereksamen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bruge fremtiden på. Jeg skulle i hvert fald ikke være guldsmed, så i stedet drog jeg på rygsæktur til Australien i ni måneder. I den periode tog min far på endnu en smykkestenstur til Australien, og i en mine fandt han den opal, som han – da jeg alligevel valgte at blive guldsmed – senere overlod til mig og min idé om opalens anvendelse.”

Værksted

Den første royale opgave

”Min far har udført en række royale smykkeopgaver, siden han i 1987 skabte et hårsmykke i guld og ædelstene til Dronning Margrethe og manchetknapper til Prins Henrik. Min debut på den royale scene kom i 2009, og den kommer jeg aldrig til at glemme.

Dragsbæk Margarinefabrik i Thisted skulle i september 2009 have besøg af Dronning Margrethe i forbindelse med majestætens visit i Thy, og virksomhedens bestyrelsesformand, Mogens Nielsen, mente, at dronningen skulle begaves med et smykke til minde om besøget. Den opgave blev jeg beæret med.

I de tre-fire udkast, jeg udarbejdede, var en dråbeformet ravklump et gennemgående element. Den symboliserede Dragbæks ædle råvare: Den gyldne planteolie. Ideen blev godkendt, og det lykkedes at finde en 20 millioner år gammel ravklump med et indlagret insekt. Klumpen blev slebet i dråbeform og ophængt i en mågevinge af 14 kt. hvidguld som symbol på Thy. I vingens vinkel en brillantslebet diamant.”

Værksted

Fortid, nutid og fremtid

”Da Nordjyske Medier 7. januar 2017 markerede sit 250 års jubilæum med en gallafest i Musikkens Hus, fik Dronning Margrethe overrakt en særlig jubilæumspris på 250.000 kr., som hun lod indgå i ”Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond” til kulturelle, videnskabelige og sociale formål. Som et minde om dagen modtog dronningen også en broche. Den opgave var endt på arbejdsbordet i Gravensgade.

Designmæssigt var det en fri opgave, men gaven skulle signalere mediehusets fortid, nutid og fremtid. Der blev brug for meget skitsearbejde, inden den tilfredsstilende løsning var fundet med 14 kt hvidguld som gennemgående materialevalg.

Nederst i brochen signalerer en pilespids med en trilliant fortid. Billedet af nutiden er brochens ene vinge med ”blitzlys” af 70 små diamanter i brillantslib. Smykkets anden vinge fremstår som fremtidens ubeskrevne blad.

Håndværksmæssigt var det en fantastisk opgave at få lov at udføre, og det var en meget stor glæde for mig at se i fjernsynet, at dronningen bar brochen i forbindelse med Folketingets åbning 2. oktober 2018.”

Værksted

Safiren fra Sri Lanka

”Jeg er dybt fascineret af smykkesten og de muligheder, de giver i samspillet med de ædle metaller, og naturligvis får de smukke sten for mig et ekstra liv, når jeg selv har været de steder, hvor de findes. Derfor har jeg efterhånden besøgt en række lande i jagten på de perfekte sten.

I 2011 besøgte jeg Sri Lanka i to uger. Ædelstensminer og flodlejer, hvor stenene vaskes ud på gulgravermanér var mine mål. Det er ikke sådan, at man blot må tage, hvad man finder, men markedet for de ædle sten rummer alt, hvad hjertet kan begære. Blandt mine fund på den rejse var en usædvanligt smuk pink safir, som siden indgik i et armbånd.

Armbåndet er smedet i eet stykke af 14 kt hvidguld, og safiren er omgivet af to brillantslebne diamanter. Jeg nåede at blive færdig med smykket i så god tid, at det kom med på min separatudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum i 2011.”

Værksted

Min helt egen smaragd

”De fleste kunsthåndværkere har oplevet det: At stå med et færdigt produkt, som under vejs er kommet til at betyde så meget for dem, at de ikke kan nænne at sælge det. Sådan har jeg det med min smaragd-halskæde fra 2016.

Forhistorien. I september 2016 var jeg på 15 dages smykkejagt i Brasilien. I en minevæg dybt under jorden fik jeg øje på en smaragd. Selv i den rå form lyste den så fantastisk grønt. Den måtte jeg have med mig hjem, og efter slibningen fik den sin plads i halssmykket omgivet af tre brillantslebne diamanter. Både indfatningen og wiren er af 18 kt guld.

Arbejdsprocessen med den vanvittigt flotte smaragd, som jeg selv havde fundet i minen, var berusende. Da halskæden lå der på fløjlet, var jeg helt stille, indtil jeg hørte mig selv sige: ”Den køber jeg selv”. Til trøst for de kunder, som siden har beundret kæden, når jeg går med den i det daglige: På samme tur hentede jeg også en snes andre smykkesten. Primært smaragder, men også turmalin, topas og aquamarin. Og dem har jeg ikke selv beholdt.”